Som terapeuter siger vi det ofte. Og ofte er det sandt og rigtigt at sige.
Men nogen gange… bliver det også dét, der fastholder klienten i en smertefuld fortælling om sig selv.
For der er en hårfin grænse mellem at anerkende klientens oplevelse – og komme til at bekræfte et narrativ, som egentlig ikke gør dem godt, men snare fastholder og gør dem ondt.
Tematisk kan det fx være narrativer som:
* Den selvfortælling, hvor man er den, der altid bliver svigtet.
* Eller den, der aldrig slår til.
* Eller den, der jo selvfølgelig må overpræstere, fordi “ellers går det galt”.
* Eller den, der er syg og derfor ikke kan noget som helst.
Hvis vi – uden at opdage det – går med på den fortælling, så risikerer vi at forstærke den. Ikke fordi vi vil det. Men fordi vi ikke får stillet de spørgsmål, der kan skabe bevægelse. Fordi vi ikke får anskueliggjort nye måder at se sig selv og sin historie på.
Det kræver træning og opmærksomhed at balancere mellem empati og udfordring.
Det kræver mod ikke bare at nikke – men at invitere til refleksion:
“Hvad sker der mon, når du ser dig selv sådan?” eller
“Har du lyst til, at vi undersøger, om der også findes andre versioner af dig i den situation?”.
Som terapeuter kan vi være både støttende og undersøgende. Kærlige og nysgerrige. Gå foran og ved siden af. Vise vejen og lade os føre.
Det er en relationel dans – og vi øver os hele livet.
