At være alene og at være ensom er ikke det samme. Men begreberne bliver ofte blandet sammen.
At være alene
- En ydre tilstand.
- Du er fysisk uden selskab – men kan stadig føle dig tryg og forbundet.
- Alenetid kan give ro, fordybelse og mulighed for selvomsorg.
- Mange bruger det som en pause fra krav, roller og støj.
- At være alene kan være et bevidst valg – og opleves som nærende.
At være ensom
- En indre tilstand.
- Du kan være omgivet af mennesker, men føle dig frakoblet og uset.
- Ensomhed opstår ofte, når vi mangler dyb forbindelse til andre – ikke bare selskab.
- Kan føles som at stå udenfor fællesskabet eller ikke høre til.
- Forstærkes tit i særlige livssituationer, fx:
- Ved sygdom (når man føler, at ingen helt forstår ens smerte eller begrænsninger).
- Ved tab og død (når man mister en betydningsfuld relation eller sit primære tilhørsforhold).
- Ved store overgange (fx flytning, skilsmisse, pension, at børn flytter hjemmefra).
- Ved social sammenligning (fx når man oplever, at “alle andre” har tætte relationer, som man selv savner).
Alenetid kan være styrkende, fordi den giver plads til ro, nærvær og selvomsorg.
Ensomhed kan derimod opstå, når vi længes efter kontakt til en eller flere andre – og ikke føler, vi kan nå den.
Forskellen ligger ikke i, hvor mange mennesker du er omgivet af, men i følelsen af, om du hører til, bliver set og accepteret
