Jeg møder det hver dag.
Kompetente, omsorgsfulde mennesker, der langsomt brænder ud på grund af deres egen ordentlighed.
Ledere, terapeuter, forældre, kærester, børn – listen er lang.
De er virkelig gode til at være den søde. Den stærke. Den hjælpsomme.
Og imens rykker de længere og længere væk fra sig selv.
De siger ja.
De strækker sig.
De holder sammen på det hele.
Og bagefter kommer trætheden. Irritationen. Den stille følelse af at være blevet væk fra både sig selv og alle andre. En uforståelig udbrændthed.
Mange af os tror, at den ro, vi længes efter, kommer af at give mere. Af at være mere forstående. Mere fleksibel. Men ro opstår først, når du også selv er med i ligningen.
For uden grænser bliver venlighed dyr.
Og uden empati bliver selvomsorg ensom.
Det handler om emotionel balance. Balancen er ikke noget, du enten har eller ikke har.Det er en færdighed.
Du kan faktisk lære at give uden at miste dig selv.
Du kan også lære at sige fra uden at lukke af.
Du kan vælge både dig selv og den anden.
Hvis du synes, det er svært, er du ikke alene.
Der er bare ikke nogen, der har vist dig, hvordan du gør.
Og det kan vi gøre noget ved.
For den form for følelsesmæssig elasticitet kan udvikles.
Det at være et menneske, der både tager sig selv og andre alvorligt – på én gang.
Uden skyld. Uden hårdhed. Uden at forsvinde eller skulle undertrykke egne behov.
Den udvikling bliver nødt til at ske i samspil med en anden, fx en følelsesmæssig klog relation eller terapeut. At være en del af sådan en udvikling er for mig noget af det, der gør mit arbejde så meningsfuldt og berigende.
