AI i det terapeutiske rum

Jeg oplever en tydelig tendens i min praksis for tiden. Flere yngre klienter refererer til ChatGPT som noget, der minder om – ja, næsten erstatter – en terapeutisk relation.

Og jeg forstår det godt.

Chat er altid tilgængelig. Den er tålmodig, dømmer ikke, kan sætte ord på følelser og skabe overblik, når tankerne roder. For mange er det første gang, de føler sig “mødt” i deres indre liv.

Fra et forskningsperspektiv er det heller ikke så overraskende. Studier i terapeutisk alliance peger på relationen som en af de stærkeste prædiktorer for effekt – på tværs af metoder.

Samtidig ved vi fra kognitiv og socialpsykologi, at mennesker ofte søger bekræftelse frem for reel udfordring – især når de selv sætter præmisserne. Her kan AI-samtaler komme til at forstærke eksisterende narrativer frem for at nuancere dem.

Det gør ikke teknologien værdiløs – men understreger, at refleksion alene sjældent skaber dybere forandring uden en relationel kontekst, hvor perspektiver udfordres.

For terapi er ikke kun indsigt. Det er relation. Friktion. At blive misforstået – og opdage det. At mærke sig selv i mødet med et andet menneske, som ikke altid siger det, man håber på.

Og ofte er det netop dér, udviklingen bor.

Jeg er ikke imod ChatGPT som refleksionsrum og mønstergenkender. Det er den god til.
Og pointen er heller ikke, om ChatGPT hører til i det terapeutiske rum eller ej.

Spørgsmålet er snarere, hvordan vi som terapeuter forholder os til det.

Vi vil nemlig i stigende grad møde klienter, der har talt med en AI-terapeut og dannet forklaringer og fået sprog for både deres oplevelser og psykologien bag. Det ændrer ikke behovet for terapi – men i høj grad udgangspunktet – vi kan fx komme til at overvurdere og fejlantage.
En ny del af vores opgave bliver altså også at være i dialog med de fortællinger og den oplevede selvindsigt, der opstår i mødet med teknologien. At udfolde, udfordre – og nænsomt nuancere dem.

Et arbejde, vi kender.

Men med en ny figur i rummet, vi må forholde os til.