Hella Joof’s 10 kærlighedsbud

Hun har fat i så meget rigtigt, Hella Joof, og så siger hun noget ganske alvorligt med et genialt strejf af humor. Jeg læser ofte hendes 10 kærlighedsbud for at blive mindet om, hvad der er vigtigt og rigtigt her i livet.

 

Hella Joof 10 kærlighedsbud

 

  1. Det største af alt er kærlighed
    Det er vigtigere end alt andet. Vand kærligheden, så den ikke tørrer ud. Og tak den, hver gang du møder den.
  2. Spar ikke på kærligheden
    Elsk alt, hvad du kan. Men du må ikke lade som om. Du må ikke handle med kærligheden. Og du må ikke jaske med den.
  3. Du skal huske at slappe af. Trække stikket
    Sove på sofaen midt på dagen. Lade opvasken stå. Gå på bare tæer i græsset.
  4. Tilgiv dine forældre
    De gjorde det så godt, de kunne. De var også små børn engang med store knæ og bange øjne. Du får selv brug for tilgivelse, når du en dag bliver mødt af dine egne børns vrede.
  5. Du må ikke tage et andet menneskes liv
    Selvfølgelig må du ikke det. Men du må heller ikke ødelægge et andet menneskes livsglæde. Du må ikke mobbe, og du må ikke lægge fælder. Og du må ikke glæde dig, når det går andre dårligt. Eller når din veninde har fået stor røv og forkølelsessår.
  6. Du må gerne blive skilt, hvis du har giftet dig med den skrupforkerte
    Men hvis du har giftet dig med den rigtige, så prøv at finde kærligheden frem igen. Måske ligger den pakket ned i en kasse sammen med vintertøjet. Måske har du glemt den oppe i sommerhuset. Husk, at nissen flytter med. Hvis du ikke har fået styr på dine dæmoner i dit første ægteskab, vil du møde dem i dit næste. Og det næste …
  7. Det, der er dit, er dit, og det, der er andres, er ikke dit
    Man kan ikke tage noget fra hinanden. Den mand eller kjole eller det job, der gør din veninde lykkelig, vil du slet ikke have. Du vil hellere have din egen mand og din egen kjole og dit eget job. Der er ingen grund til at være misundelig. Der er nok til os alle.
  8. Du må ikke bagtale hverken dine venner eller dine fjender
    Sig tingene til folks ansigt, men mærk lige først efter, om du kommer i et kærligt ærinde. Hvis ikke, er det tit bedre at tie.
  9. Glæd dig over alt det, der er dig
    Din krop, din sjæl, din højde, din vægt. Du er præcis, som du skal være. En sjæl i en krop. Kroppen skal du passe på, så sjælen har et godt sted at bo. Du må ikke tale grimt til og om din krop. Så bliver den ked af det, og så strammer den om sjælen.
  10. Husk, at livet er en rejse, og nogle gange ender man i en anden by end den, man havde købt billet til
    Så må man anskaffe sig et kort over den nye by og glæde sig over dens floder og tårne og spir. Husk, at livet bliver bedre og bedre for hver dag, der går. Men det er en hemmelighed.

 

Jeg tror på, at alle kan komme igennem selv livets hårdeste slag - hvis man har nogle at dele oplevelserne, tankerne og kriserne med
Har du brug for hjælp til at overkomme livets udfordringer?
Jeg vil gerne hjælpe dig igennem!
Kontakt mig i dag.