… så kan det på mange områder være rart for dem omkring dig. Men kun indtil du har fået nok, og det vil du ofte først mærke, når dine grænser virkelig er overskredet.
For en pleaser har gennem mange år trænet i at mærke andres behov – også før de selv har – og undertrykke sine egne.
Hun – for vi ser det fortsat oftest mest hos kvinder – forsøger at undgå konflikter, sørge for den gode stemning, springe til og fixe alt fra gaveindkøb over rydning af mødebordet til telefonsamtalerne med svigermor.
Hvis du er en pleaser vil du også føle dig egoistisk, når du gør noget for dig selv – lige fra at sidde lidt ned i sofaen til at købe noget til dig selv. Du vil være i tvivl, om du kan tillade dig det eller har fortjent det – faktisk vil du ofte føle et ubehag, når du prioriterer dig selv.
Hvis du er en pleaser vil du også konstant tvivle på, om det du føler er i orden, tvivle på om din opfattelse af tingenes tilstand er sand og okay –du vil ofte være tilbøjelig til at tjekke den hos andre. Og selvom de bekræfter dig i, at det du føler er er okay, vil du alligevel ikke helt stole på det.
Hvis du er en pleaser vil du også pludselig mærke en enorm skuffelse over andre og deres væremåde. Du vil blive vred, føle at forholdet er ulige og i yderste konsekvens stoppe relationen. Men uden at få udtrykt, hvad det handler om.
Men alt det er tegn på, at du er for pleasende. At der er noget fundamentalt, du skal gøre anderledes, da du kommer til at give for meget.
Mange af mine klienter kæmper med deres pleasende del, som på et tidspunkt var en nødvendig strategi, men som nu ødelægger mere, end den gavner.
Det kan føles så farligt, urovækkende og som et kæmpe kontroltab at skrue ned for sin indre pleaser. Men de af mine klienter, der lykkes med det, oplever en befrielse og på en måde mere reelle relationer. Følelsen af autenticitet – ’jeg er mig, og du er dig’, og kerne ’sådan er jeg, og det er helt okay’, vokser frem sammen med en dybere ro og glæde.
Og som alle store forandringer kræver det mod at ændre sig.
Oplever du selv at være faldet i pleaser-fælden, kan du måske genkende disse tegn:
- Du siger ofte ja uden at tænke dig om og kommer til at fortryde det bagefter
- Du tilbyder ofte hjælp uden at være blevet bedt om den og opdager, at du er den eneste, der fx har noget med til middagen
- Du opsøger dem, du kan mærke har det dårligt for at trøste dem – også uden at være blevet bedt om det
- Du har det svært med dårlig stemning i et rum – også selvom det ikke har noget med dig at gøre
- Du holder dig tilbage, selvom du mærker en lyst til at ’gå frem’, af hensyn til den anden
- Du bliver skuffet over, hvordan du ikke får det igen, du giver ud
- Når du giver udtryk for din vrede og skuffelse over andre, er det ikke altid, at du bliver mødt i den.