… så er du ikke den eneste. For mange af os har en tendens til at ende eller sidde fast i en ensidig, polariseret tankegang:
’Enten er jeg dum, eller også er jeg klog’. ’Enten er jeg en vinder, eller også er jeg en taber.’ ’Enten kan jeg finde ud af det, eller også kan jeg ikke’.
At ende i den fælde er desværre ikke så konstruktivt for os selv eller dem omkring os.
Den gode nyhed er, at vi kan øve os i at blive meget mere nuancerede end det.
Det afhænger af perspektiv og sammenhæng! Nogle gange har jeg ret i nogle sammenhænge fra visse perspektiver! Og andre gange forholder det sig helt anderledes; Nej, det kan du ikke finde ud af ENDNU, eller; Nej, lige til den eksamen med det spørgsmål vidste du ikke nok, osv.
Enten-eller-tænkning er – måske ikke overraskende for alle – i familie med den selvkritiske overdommer.
Men hvad skal vi så gøre, når vi tænker i enten-eller?
Du skal øve dig i at erstatte enten-eller med både-og. For med både-og-tænkning ser du dig selv som mere nuanceret end blot god eller dårlig.
Prøv fx at overveje de domme, du holder fast i om dig selv.
Fuldfør disse ensidige sætninger: Eksempel: Jeg er dårlig til at synge.
Jeg er…
Jeg er ikke…
Jeg gør aldrig…
Jeg kan ikke…
Vælg nu én og tilføj noget mere kompleksitet og sammenhæng til udsagnet. Såsom: jeg er både x og y, eller i denne sammenhæng, eller men ikke altid.
Hvordan ændrer det dit perspektiv at løsne grebet lidt om den ensidige tænkning? Føler du dig lidt mere fleksibel? Du kan nok ikke slippe helt af med dømmende tanker, men du kan øve dig i at blive mere fleksibel med dem.
Og husk! Det kræver mod at gøre noget nyt – ja, det kan faktisk føles farligt. Men øvelse gør mester.