Mange af mine klienter i midten og slutningen af 20’erne føler på ingen måde, at de har lyst til at leve det voksenliv, der strækker sig foran dem, eller som deres forældre har levet. Et liv med for mange krav, meget arbejde, for meget stress, for lidt nærvær, for mange bekymringer, uforløste drømme og pres i noget, der ligner en jagt på det, forældrene og bedsteforældrene anser, som det ’rigtige’ voksenliv. Et liv med uddannelse, fast job, fast partner, hus, økonomisk stræben og børn.
Og egentlig ikke mærkeligt, for sådan her har psykologer tidligere defineret vejen til voksenlivet:
- Afslut en uddannelse
- Få et sikkert job
- Flyt hjemmefra
- Bliv gift
- Få børn
At blive og forblive voksen er ikke en lineær proces, og jeg kan godt forstå, at det kan virke skræmmende at skulle efterligne noget, man egentlig ikke har lyst til. Og skal vi overhovedet det? Det kan nemlig vække en oplevelse af forkerthed og uformåenhed, ensomheds- og forkerthedsfølelse, angst og depression.
Den amerikanske forfatter Julie Lythcott-Haimsforeslår, at vejen til voksenlivet anno 2024 kunne se sådan ud:
- Fortsæt med at forfølge det, der fanger dine interesser
- Find en måde at støtte dig selv på
- Skab en livssituation, der giver mening for dig – med dine økonomiske begrænsninger taget i betragtning
- Skab et (par)forhold, der styrker og støtter dig
- Få børn, hvis og når det giver mening – med dine ønsker, præferencer og begrænsninger taget i betragtning
Hvad mener du, gør én voksen?
Og hvad er et ’rigtigt’ – og måske ovenikøbet rart – voksenliv for dig?
