Det er der en del, der gør. De færreste vil dog indrømme det.
En af mine klienter kom, fordi hun havde det svært med sin mand. Hun oplevede, at han ikke forstod hende. Hun følte, at det var lige meget, hvad hun gjorde og sagde.
En dag kom hun helt ude af den. Hendes mand havde læst i hendes dagbog, som hun havde glemt at lægge væk.
Hun var rasende. Ked af det. Følte sig forrådt. Misforstået. Som om manden havde gjort noget definitivt utilgiveligt.
Men det værste var faktisk, at det, manden havde læst og taget følelsesmæssigt med fra hendes dagbog, slet ikke var det, hun syntes, var det vigtigste.
Lige så forrådt og ensom, som hun følte sig ved, at han havde læst i hendes dagbog, lige så forrådt og ensom følte han sig i det, hun havde skrevet.
OG en af deres største udfordringer var – måske ikke overraskende nu – deres manglende evne til både at lytte og forstå den anden, men også at udtrykke sig, så deres partner kunne forstå frygten, længslerne, behovene og de andre underliggende følelser.
Ved hjælp af hårdt arbejde – hos mig og i parterapi – blev hendes dagbog nøglen til deres forløsning. Men det var på ingen måde givet. Og det krævede selvindsigt, indrømmelser og et ægte ønske om at blive sammen. Og selvfølgelig en oprigtig undskyldning fra dem hver især. ♀️
Dagbogen lever fortsat. Men bliver forsvarligt gemt. Hendes mand har nemlig sagt, at han ikke kan holde sig selv tilbage fra at læse i den, hvis den ligger tilgængeligt – også selvom hun har understreget, at mange af de ting, hun skriver, er hendes måde at få afløb og ventilere på, hendes sandheder og ikke hans, hendes oplevelser og ikke hans, hendes måde at betro sig til nogen, der ikke diskuterer det med andre – at det, der står i den, aldrig har været for nogen andres øjne end hendes egne.
Hun erkendte også, at hvis han havde en dagbog liggende fremme, ja, så havde hun også læst i den!
❓ Men hvad med dig – ville du helt oprigtigt undlade at læse i din partners eller børns dagbog, hvis den pludselig lå fremme?
