SERIE-SORG – kender du det

Sidste afsnit af Adolescence. Eller Klovn.
Og endnu værre – sidste sæson af Friends.

Kender du det – oprigtigt at føle en (lille) sorg over at skulle sige farvel til en elsket serie?

Det gør jeg selv.

Og det er ikke mærkeligt. For når vi bliver suget ind i en serie, er det, fordi vi involverer os følelsesmæssigt.

Nogle gange er det sorgen, serien aktiverer. Andre gange glæde. Vrede, skam og frygt spiller også store roller. Og alt ind i mellem.

Vi genkender det, der udspiller sig på skærmen. Vi føler med hovedpersonerne, som om de er en del af vores eget liv. Vi er vidner til – og medlevende i – deres liv, udvikling, deres håb, nederlag og sejre.

Og så… slutter det!

Relationen bliver brudt. Og vi var ikke klar til bruddet.
Vores følelsesmæssige investering står uden afkast eller modtager.

Hvem skal vi vende os mod? Hvor skal vi hen? Hvad skete der egentlig med bipersonen …?

Det er dét, jeg kalder serie-sorg.

Men serie-sorg, vil du måske tænke, er det ikke lidt overdrevet?
Nej, egentlig ikke.

For det minder os om, at vores følelsesliv er aktivt, levende og empatisk.
At vi faktisk øver os i at føle, når vi ser serier (for nogen kan det endda være mere okay end i virkeligheden) – og at tabet af en fiktiv relation kan gøre ægte ondt, ligesom tabet af en virkelig og betydningsfuld relation også gør det.

Når vi forstår det, kan vi møde os selv (og andre) med lidt mere mildhed – i stedet for at slå det hen som “fjollet”.

For følelsesmæssig tilknytning, selv til fiktion, er et udtryk for menneskelig dybde, ikke svaghed.

Så næste gang du mærker serie-sorgen – måske efter Pørni, The Pitt eller Bridgerton – så ved du, at det betyder, at du – selvom det ikke er virkeligt, eller måske netop derfor – har mærket noget ægte i dig.

Hvilken serie har senest vakt serie-sorg hos dig?

Jeg har lige sagt farvel til Chelsea Detectives og savner Max, Astrid og Olivia – og klynger mig til, at der forhåbentlig kommer endnu en sæson.