Som psykoterapeut arbejder jeg hver dag med mennesker, der kæmper med fx angst, lavt selvværd, livskriser og svære følelser.
Indimellem møder jeg en forestilling om, at terapeuter må være ret gode til at undgå den slags selv.
Det er vi ikke altid.
Jeg kan i hvert fald også blive ramt af bekymringer, selvkritik, stress og perioder, hvor livet føles tungere, end jeg kunne ønske mig.
Når det sker, er der nogle ting, jeg vender tilbage til igen og igen:
1. Jeg går ture
Ikke fordi jeg altid har lyst, men fordi jeg næsten altid får det bedre bagefter.
En tur rundt om søerne.
En omvej hjem.
En tur ved vandet.
Når kroppen bevæger sig, falder tankerne ofte lidt mere på plads.
2. Jeg øver mig i at sige nej
Nej til det, der dræner mere, end det giver.
Nej til aftaler, projekter og forventninger, som egentlig ikke er mine.
Jeg oplever ofte, at et nej til noget er et ja til noget andet, der er vigtigere.
3. Jeg prioriterer de mennesker, jeg kan være mig selv sammen med
De relationer, hvor jeg ikke skal præstere eller tage mig sammen.
Dem, som nærer mig og mit nervesystem.
Hvor jeg kan være ærlig, også når jeg ikke har overskud.
Vi mennesker kommer os sjældent alene.
4. Jeg gør plads til det almindelige
Jeg læser skønlitteratur.
Bader i havet.
Lytter til musik.
Ser serier.
Små ting, som ikke løser alle problemer, men som minder mig om, at livet er mere end dem.
5. Jeg forsøger at tage mine egne signaler alvorligt
Jeg taler med min egen terapeut.
Flytter ting i kalenderen, når det er nødvendigt.
Beder om hjælp, før jeg er helt kørt ned.
Ikke fordi jeg er god til det hver gang.
Men fordi jeg ved, hvor meget det betyder.
Så summa summarum: Terapeuter er også bare mennesker, der skal tage sig af sig selv og gøre de ting, vi prædiker.
