Undskyld, men har du svært ved at sige undskyld?
Share on facebook
Share on linkedin
Share on twitter

Rigtig mange af os synes, det er svært at sige undskyld. Især i parforhold går det ofte galt. Kvinder siger fx mere undskyld end mænd, viser amerikansk forskning. Og mange skænderier kunne undgås, hvis vi alle blev bedre til at beklage, undskylde eller sige: ’Jeg er ked af, at jeg kom til at …’

Undskyld

Af psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt

Noget af det, der kan afføde store skænderier, er faktisk små ting, som ikke bliver beklaget. I ordet ’undskyld’ ligger en anmodning om at blive fritaget for ’skyld’. For nogle kan det være svært at sige, fordi de ikke mener, de rent faktisk bærer skylden for det skete.

Du mener det jo ikke

Og når undskyldningen så endelig falder, er det tydeligt at høre, at den ikke er ment. Den kommer som en konventionel pligt og bliver undermineret af en stemmeføring, mimik og tone, hvor vi godt kan høre, at der overhovedet ikke menes undskyld – snarer noget i retning af ’så hold dog op’.

Sig noget andet

Hvis du faktisk har fundet ud af, at det er svært for dig at sige undskyld, kan det være, du kan sige noget andet, der virker lige så godt på fx din partner, din kollega eller en anden vigtig relation. Det handler om at anerkende den anden og hans/hendes følelser. To sætninger, der kan komme nemmere frem over læberne, er fx ’Jeg er ked af, at jeg sårede dig/gjorde dig ked af det/gjorde dig vred etc.’ Og ’Jeg beklager, at jeg ikke forstod … ’. Her kommer det til at handle om den følelse, den ’anden’ tydeligt’ viser – og altså ikke om ’skyld’ som sådan.

Pas på inflation

Omvendt kan det være lige så problematisk at være ’for god’ til at sige undskyld. For siger man undskyld for alt, lige fra at falde på cyklen til at feje foran naboens dør, kan det komme til at klinge hult, når det virkelig gælder. Hører du til en af dem, der siger undskyld for alt muligt – og dermed din blotte tilstedeværelse – er det noget andet end at lære at sige undskyld, du skal arbejde med.

To situationer

Nedenfor har jeg med inspiration fra Deborah Tannen skitseret to situationer, der viser, hvordan en helt normal familiesituation kan henholdsvis op- og nedtrappes alt efter, hvordan den tackles med forskellige typer af ’undskyldninger’.

Scene 1:

I denne scene oplever vi optrapningen af et skænderi, som centrerer sig om en dagligdags hændelse i en familie. Mor, Marie, og far, John, har haft til hensigt at lave kopier af nogen særlige billeder (hestebilleder) til en veninde – Susan. Susan har været på besøg, og mor sendte deres seksårige datter, Julie, ud til far for at spørge, hvor billederne var. Far svarede, at han ikke havde tid til at se efter dem. Om aftenen ved middagsbordet henvender mor sig til far og spørger:

Mor: ”John, har du de billeder med hestene?”

Far: ”Ja, de ligger i skabet.”

Mor [viser irritation]: ”Jeg ville ønske, du havde sagt det til Julie. Det var derfor, jeg sendte hende ud til dig. Susan ville gerne have dem, da hun var her, så hun kunne tage et usb-stik med til fotohandleren.”

Far [overfladisk i sin undskyldning]: ”Undskyld, – [går hurtig i gang med at retfærdiggøre sin handling] – Julie spurgte mig altså ikke om dét. Hun spurgte, om jeg kunne finde billederne til Susan.”

Mor: Så er alle billederne det samme sted – kunne jeg bare selv have fundet dem?”

Far: ”Ja!”

Mor [spørger inkvisitorisk]: ”Vidste du godt, at Susan faktisk var her?”

Far [der godt ved, hvor mor vil hen med spørgsmålet, svarer]: ”Jeg vidste ikke, at her var nogen.”

Mor og far taler nu i munden på hinanden.

Far: ”Nå, handler det nu om skyld … ”

Mor: ”Ligger billederne hver for sig?”

Far: ”Billederne ligger hver for sig, og du er nødt til at se dem igennem hver for sig for at finde ….”

 

Far og mor bliver afbrudt af en telefon, der ringer – forkert nummer. Diskussionen fortsætter.

Far: ”Hvis du vil se på dem nu, så gør det. Og så kan du tage dem med over til hende nu, hvis du vil det.”

Mor [lettere irriteret]: ”Ja, det bliver jeg jo så nødt til nu, eftersom jeg ikke kunne give hende dem tidligere i dag.”

Far [mener ikke det, han siger]: ”Undskyld! Okay?”

Far fortsætter: ”Det var altså ikke min skyld. Jeg forholdt mig til det, jeg blev spurgt om. Jeg vidste ikke, at du bare ville vide, hvor billederne var. Hvis Julie havde spurgt mig, om jeg kunne fortælle dig, hvor billederne var, havde jeg fortalt dig det.”

Mor [forsvarer 6-årige Julie]: ”Altså, hvis Julie var 8-9 år kunne det da godt være, at hun kunne give så præcis en besked.”

Far [vred og sarkastisk]: ”Du er da selv over 8-9 år!”

Mor [reagerer ikke på sarkasmen, men insisterer på sin uskyld]: ”Ja. Og det var præcis, hvad jeg bad hende om – at spørge dig om, hvor billederne var, så jeg kunne give dem til Susan.”

Far [meget formel]: ”Aha, det forstår jeg. Men hun spurgte mig ikke på den måde, du fremstiller det.”

Mor [vil ikke overgive sig]: ”Men vidste du ikke godt, at Susan var her …”

Far [med eftertryk]: ”Nej! Jeg vidste ikke, hvem der var her, Marie! Jeg vidste intet om, hvad der foregik. Jeg havde travlt med at skifte vandhanen. Er det virkelig så vigtigt for dig at bevise, at jeg gjorde noget forkert? Så vigtigt, at vi skal så langt ud, som det her?”

Mor [uforløst]: ”Ikke SÅ vigtigt – nej!”

Hvad sker der her?

I scenen her kan vi se, hvordan en konflikt kan optrappes, fordi far ikke får sagt undskyld på en måde, der lyder, som om han mener det. Han anerkender ikke, at han måske har været lidt for hurtig i sit svar til 6-årige Julie, ligesom han heller ikke beklager, at mor nu skal have besvær med at tage over til Susan med de billeder.

En anden udgang på scenariet

En del af konflikten kunne være løst hurtigt, hvis far havde sagt noget andet – ikke ordet undskyld – hvor han anerkendte, at han måske misforstod forespørgslen. Bemærk Scene 2 nedenfor, hvor far reagerer anderledes, da mor bliver lettere irriteret over, at far ikke har sagt, hvor billederne lå.

Scene 2:

Mor: ”John, har du de billeder med hestene?”

Far: ”Ja, de ligger i skabet.”

Mor [viser irritation]: ”Jeg ville ønske, du havde sagt det til Julie. Det var derfor, jeg sendte hende ud til dig. Susan ville gerne have dem, da hun var her, så hun kunne tage et usb-stik med til fotohandleren.”

Far: ”Åh, det er jeg ked af. Det misforstod jeg. Jeg troede, du ville have mig til at finde billederne. Havde jeg vidst, at du bare ville vide, om jeg vidste, hvor de var, ville jeg naturligvis have sagt det til Julie”

Men hvis vi vil skændes …

Jeg er sikker på, at nogle sagtens kunne få en konflikt ud af scene 2 også. For undskyldninger handler jo ikke kun om at give dem, men også om at modtage dem. Og det kan også kræve sin mand eller kvinde. Hvis problemet er at modtage dem, skal du nok se lidt nærmere på, hvad der ligger under mishaget mod det …

 

 

Jeg tror på, at alle kan komme igennem selv livets hårdeste slag - hvis man har nogle at dele oplevelserne, tankerne og kriserne med
Har du brug for hjælp til at overkomme livets udfordringer?
Jeg vil gerne hjælpe dig igennem!
Kontakt mig i dag.