Tør du mærke dine – sande – følelser?

Af psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt

Følelser kan være noget, vi undgår, fordi de kan virke så farlige og smertefulde. Men det er vigtigt at kunne mærke sine følelser, fordi de meddeler os, om vi gør det rigtige, får dækket vores behov og forbinder os konstruktivt til andre og os selv.

Vigtige budskaber
Følelser fortæller dig, hvad du har brug for! Og når du ved, hvad du har brug for, kan du faktisk gøre noget for at imødekomme de behov. Du får altså vigtige meddelelser inde fra kroppen og fra hjernen. Men følelser kan også vise og fortælle andre, hvordan du har det.

Du har lært dine følelsesmæssige reaktioner gennem erfaring. Alle dine negative følelsesmæssige erfaringer kan dog vokse og blive en stor og skræmmende fornemmelse indvendig. Har du fx haft forældre, der ikke kunne sætte ord på eller rumme dine følelser, vil det være sværere for dig at rumme og forstå, hvad de fortæller dig og dermed få det behov dækket, de repræsenterer.

Følelser kan forandres
Du har lært mange af dine følelsesmæssige reaktioner for længe siden, og det kan virke, som om det er umuligt at ændre dem.

Den gode nyhed er, at dine følelsesmæssige reaktioner og mønstre kan forandres. Det kræver dog, at du bruger energi på at lære dem at kende.

Vi har fx forskellige følelser, der henholdsvis ophidser og beroliger os. Vi har også flere ubehagelige end behagelige følelser. Det betyder, at vi ofte lider en del. Det er, fordi de ubehagelige følelser hjælper os til overlevelse – sådan har naturen indrettet os.

Tillad de ubehagelige følelser
Det er også sådan, at følelser kommer til at virke mere ubehagelige, hvis vi forsøger at undgå dem. Så hvis vi tillader dem at være der, bliver de faktisk mindre ubehagelige, viser forskningen.

Men følelser giver ikke altid dig og dine omgivelser den sande information. Sommetider foregiver du fx at have en følelse for at få det, du gerne vil, fx gråd og sorg, selvom du egentlig ikke er oprigtig trist.  På andre tidspunkter dækker du måske over dine virkelige følelser. Viser du fx vrede, når du i virkeligheden er ked af det, skræmmer du folk væk i stedet for at få det knus, du har brug for. Hvis du selv eller nogen omkring dig er nysgerrig, undersøgende, tålmodig og støttende nok til at prøve at forstå dig, vil du måske finde ud af, at du i virkeligheden er trist og har brug for omsorg og på den måde få helet din smertefulde følelse.

På andre tidspunkter kan vi være ramt af følelseskaos, og det skaber store problemer for os. Hvis du fx var rigtig bange som barn, kan du vokse op med en angstfuld kerne i dig. Det kan medføre, at du overbeskytter dig selv, fordi ingen nogensinde skal gøre dig ondt igen.  Alle, der har følt sig dybt sårede som børn, har stor trang til at føle sig i sikkerhed og et ønske om, at nogen skal elske og forstå dem.  Men voldsom selvbeskyttelse giver ikke mulighed for at opnå det.

Du kan fortælle én, du elsker og stoler på, at du er bange. Du kan sige velkommen til følelsen af at være angst og lytte til den.  I stedet for at ignorere og dække over den. På den måde bliver frygten mere til at kapere. Du kan også forandre angsten ved hjælp af selvomsorg og vrede, men på en måde så du ikke skræmmer folk væk. Du kan tage chancen og lukke folk ind, selvom du er bange for at blive såret igen.

Det kræver mod at se sine følelser i øjnene. Men dine sande følelser hjælper dig til at få det, du virkelig har brug for – både fra dig selv og andre. Se også den lille film om emotioner her:


https://www.youtube.com/watch?v=SJOjpprbfeE&feature=youtu.be

Jeg tror på, at alle kan komme igennem selv livets hårdeste slag - hvis man har nogle at dele oplevelserne, tankerne og kriserne med
Har du brug for hjælp til at overkomme livets udfordringer?
Jeg vil gerne hjælpe dig igennem!
Kontakt mig i dag.