Har du nogensinde lyttet til et stykke musik, der gav dig kuldegysninger, stået ved foden af et bjerg eller kigget op i en stjerneklar nattehimmel og bare sanset og mærket noget, der er større end dig selv?

Det, du mærker dér, er sandsynligvis ærefrygt.
Ærefrygt er en kompleks følelse. Den opstår ofte, når vi oplever noget, der er langt større end os selv – noget, der sprænger vores sædvanlige forståelsesrammer. Det kan være naturen, kunst, mødet med et andet menneskes storhed eller noget spirituelt.

Rigtig meget forskning viser, at ærefrygt kan ændre vores måde at være i verden på, fx tænker vi mindre på os selv og mere på fællesskabet, når vi oplever ærefrygt. Vi bliver mere kognitivt fleksible og kreative, vores følelse af forbundethed øges, vi bliver mere generøse og samarbejdsvillige, mere empatiske og sociale, oplever større meningsfuldhed og tilfredshed med livet.
Kort sagt: Når vi oplever ærefrygt, mindskes vores fokus på egoet.

Ærefrygt regulerer også nervesystemet og kan have en beroligende effekt. Vi træder ud af hovedet og ind i kroppen. Vi sanser og mærker nemlig både os selv og noget, der er større.

Jeg opsøger selv følelsen af ærefrygt i min hverdag. Og for mig spænder følelsen vidt, fx når jeg:
📌 ser anemonetæppet i skoven eller en plæne fuld af forglemmigej i foråret
📌 går på kunstudstillinger – senest Robert Longo på Louisiana
📌 høre min datter grine fra bunden af maven, så tårerne sprøjter
📌 opsøger en solopgang efter en svær nat
📌 lytter til et stykke musik, der udtrykker følelser dybere end ord kan
📌 mediterer i stilhed sammen med andre og mærker en fælles, ordløs dybde.

Ærefrygt er ofte gratis, tilgængelig og dybt nærende. Men den kræver, at vi stopper op. Sansende. Til stede. Modtagelige.