Hvordan er dine følelser omkring penge?
Hvordan er dine følelser omkring penge?

Af psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt 

Om vi vil det eller ej, er der dybe følelser forbundet med penge. Og vi kommer heller ikke uden om, at næsten alle former for værdi bliver gjort op i dem. Men ved du egentlig, hvordan penge og dit følelsesliv er forbundet? Måske du kan blive lidt klogere ved hjælp af disse spørgsmål …

I min praksis – og bestemt også uden for den – spiller penge en rolle – både for mine klienter, deres pårørende og for mig selv. I det hele taget fylder penge en stor del for de fleste af os verden over. Penge kan i hvert fald holde folk vågne, skabe uro, sorg, vrede og stort ubehag. Ligesom de også kan skabe glæde, give ro og behag. Men hvordan påvirker de så dig?

Overvej nedenstående spørgsmål og læg særligt mærke til, hvilke spørgsmål der kræver mere af dig at svare på. Spring også gerne dem over, der ikke vækker noget i dig. Du kan også dele spørgsmålene med din partner, dine venner og familie, hvis penge altså ikke er et tabu blandt jer …

Spørgsmål

  • Kan penge gøre dig angst – på hvilken måde?
  • Kan de få dig til at føle dig forkert – hvordan?
  • Hvis du får penge af noggen, føler du så, at du skylder dem noget – og er det eksponentielt med beløbets størrelse?
  • Kan penge vække skam hos dig – hvordan?
  • Kan penge få dig til at føle dig ond – hvis ja, hvordan og hvornår?
  • Kan de give dig en god følelse – hvis ja, hvordan og hvornår?
  • Forbinder du penge med kærlighed?
  • Får penge dig til at føle dig som filantrop – hvornår?
  • Eller som dybt nærig – hvornår?
  • Gør penge dig tryg og/eller utryg – hvornår og hvordan?
  • Giver penge dig en magtfølelse, eller får de dig til at føle dig magtesløs?
  • Er du den, der bruger penge, eller den, der sparer penge?
  • Får penge dig til at føle dig mindreværdig – særligt over for hvem?
  • Får penge dig til at føle dig betydningsfuld – særligt over for hvem?
  • Afspejler dit forhold til penge, noget du har lært positivt eller negativt fra dit barndomshjem?
  • Bruger du primært penge på dig selv eller på andre – hvorfor?
  • Hvor meget forbinder du succes med penge?
  • Hvordan er det for dig at prissætte dit arbejde – er du fx tryg og rolig ved at gå til lønforhandling, hvis du er ansat, eller øge prisen på dine ydelser eller varer, hvis du er selvstændig?
  • Hvordan kan penge give dig ro?
  • Hvornår gør de dig urolig?

Vidste du at …

… en undersøgelse viser, at vi konstant higer efter at få 30 % flere penge, end vi har? Det vil sige, at selv, når vi har fået de 30 % mere måneden før, vil vi opleve, at vi skal have 30 % mere nu for at have det godt – og vi kan ikke huske, at vi måneden før, mente de 30 % ville ændre alt.

Inspirationen til dette indlæg er hentet fra Lynne Twist, The Soul of Money og Esther Perell, Sessions Live 2020.

Jeg tror på, at alle kan komme igennem selv livets hårdeste slag - hvis man har nogle at dele oplevelserne, tankerne og kriserne med
Har du brug for hjælp til at overkomme livets udfordringer?
Jeg vil gerne hjælpe dig igennem!
Kontakt mig i dag.