Vidste du det om parforhold?

Måske funderer du også over, hvad der gør, at nogle par bliver sammen og andre ikke gør. Her kan du blive klogere på både årsager og handlinger, der spiller en vigtig rolle i velfungerende forhold.

Af psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt

Kender du parforholdets 1:20 regel?

1) Pas på kritikken
Ofte fokuserer undersøgelser om parforhold på spørgsmål om fælles interesser, sexlivet eller vigtigheden af at have samme politiske overbevisning. En nyere undersøgelse viser fx, at 64 procent af de adspurgte mente, at det at dele interesser var uhyre væsentligt og vigtigere end et tilfredsstillende sexliv eller at stemme på det samme parti.

Men faktisk viser undersøgelser fra The Gottman Institute, at det, der virkelig kan føre til skilsmisse, er, hvor meget og hvor ofte man kritiserer hinanden – også selvom det bare er småting, som fx det ikke at fylde opvaskemaskinen på ’den rigtige’ måde.

2) 1:20-reglen
Undersøgelsen viser også, at gode og holdbare forhold består i en ratio, hvor forholdet mellem negative og positive interaktioner er 1:20 i hverdagssituationer – uanset, om vi laver noget, vi har en fælles interesse i eller ej … Og skulle du være i tvivl, er det altså 1 del negativ kritik i forhold til 20 dele positiv …

3) Take a break
En anden amerikansk undersøgelse har vist, at 2/3 af alle skænderier i parforhold aldrig bliver løst, da de bunder i parternes forskellige personligheder. I The Gottmans Institutes ‘Love Lab’ har de to forskere yderligere fundet ud af, at det kan øge den følelsesmæssige stress, hvis man optrapper konflikten i forsøget på at overstå uoverensstemmelsen hurtigt, fordi man fx har lært, at man ikke må lade ‘solen gå ned over sin vrede’.

Forskerne fandt frem til, at parrene, der skændtes, var så fysisk stressede — højere puls og hjerterytme, øget kortisol i blodet, svedte mere, etc. — at det faktisk var umuligt for dem at nå til enighed eller blive genforenet.  Undersøgelsen viste også, at hvis parret blev bedt om at gå hver til sit i en halv time, faldt de så meget ned, at de kunne have en rationel samtale herefter.

Så husk at tage en pause, når den følelsesmæssige storm raser i parforholdet!

4) Parterapi er ikke kun for problematiske forhold
Fordommen om, at parterapi kun er for folk med meget alvorlige problemer og utroskab, er en misforståelse, der hersker mange steder. Og den afholder mange fra at vedligeholde et parforhold, der kan være på vej mod noget mere problematisk end det, der er på færde i nuet.

Undersøgelser viser, at mange par venter op til seks år med at søge hjælp, efter at deres problem er opstået. Og mange bliver skilt det syvende år …

Parterapi er meget mere end at forsøge at redde et dårligt ægteskab. Det er også at få hjælp til fx at se uhensigtsmæssige mønstre, få talt om tabu-belagte ting eller lære at lytte på en ny og mere hensigtsmæssig måde. Redskaber, alle – også velfungerende – par har gavn af.

5) Affære er ikke den primære årsag til skilsmisse
I en undersøgelse fra The Divorce Mediation Project, anførte 80 procent af de adspurgte fraskilte mænd og kvinder, at årsagerne til deres skilsmisse var ’ at være vokset fra hinanden’ og ’en følelse af ikke længere at være forbundet med partneren’.

Kun 20-27 procent anførte en affære, som den primære årsag til skilsmissen.
I deres undersøgelser fandt John og Julie Gottman også ud af, at årsagen til, at folk tyer til utroskab ikke er pga. en hemmelig betagelse, men fordi de føler sig ensomme. Ofte har der været store problemer, inden utroskaben indtræder.

6) Drop de rigide aftaler
Hvis årsagen til jeres skænderier oftest er fordelingen af huslige pligter, bør I overveje at købe jer ud af dem. Ifølge en undersøgelse med 3000 par foretaget af Harvard Business School, er løsningen på de problemer nemlig ganske enkelt at droppe aftalerne om, hvem der skal gøre hvad i hjemmet af huslige pligter (aftaler der ofte ikke bliver overholdt af den ene eller begge parter) og betale for en rengøringshjælp.

Og hvorfor så det? Så I som par kan have flere rare stunder sammen og undgå de tilbagevendende skænderier. Det får nemlig et parforhold til at vokse og blive stærkere.

Læs også andre artikler om parforhold. Fx.  Tutorial: Undgå de hyppigste parforholds-trickere #1

Jeg tror på, at alle kan komme igennem selv livets hårdeste slag - hvis man har nogle at dele oplevelserne, tankerne og kriserne med
Har du brug for hjælp til at overkomme livets udfordringer?
Jeg vil gerne hjælpe dig igennem!
Kontakt mig i dag.