Af psykoterapeut Maria Holkenfeldt Behrendt
Vi oplever det privat, vi oplever det på arbejdspladsen, og flere undersøgelser viser det også – vi får flere og flere problemer med at være i samspillet med andre, håndtere konflikter og stole på dem, vi omgiver os med. Det handler om relationer, og hvordan vi forholder os til dem.
Hvem vender du dig mod, når du har brug for hjælp? Hvordan ved du, at nu går det bedre? Hvem står frem hos dig som dine ægte relationer? Og ved du egentlig, hvordan dit forhold er til dine venner, dine kollegaer eller dine familiemedlemmer? Nogle vil måske have en ganske klar indsigt, og andre vil slet ikke have tænkt dybt over det. Men det har stor betydning for, hvordan vi indgår i relationer – både privat og professionelt.
Du er en del af andre
Tag fx disse sætninger: Du er ikke alene. Bed om hjælp. Ræk ud. Du er en
del af andre, og andre er en del af dig. Du er en del af et netværk, som kan
støtte dig, ligesom du støtter dem.
Hvis du kan svare ja til disse statements, er du sandsynligvis vokset op i en familie, hvor samhørighed og en familiehistorie, hvor familie- og gruppedynamik har spillet en central og væsentlig rolle. Du vil også gå til verden med en opfattelse af, at du kan stole på andre, at de er der for dig, og at du er der for dem. Og her er relationer noget helt centralt.
Regn kun med dig selv
Men vi kan også være vokset op med en anden historie, hvor relationer er
noget mere perifært. Det handlede måske mere om præstationer eller
opgaveløsning. Her kan beskeden have været: Du har kun dig selv. Du står på
egne ben. Regn kun med dig selv. Ingen kan hjælpe dig på samme måde, som du
selv kan. Siger du primært ja til denne
fortælling, vil det, du har taget med og virker ud fra, være: Når alt kommer
til alt, er der kun mig. Det betyder, at du i langt mindre grad træder ind i
relationer med positive forventninger til andre, og at du næppe heller vil
opleve at modtage noget godt fra andre.
Relationskulturer
Vi kan i de ovennævnte eksempler tale om relationskulturer. Og det er ofte
ikke så mærkeligt, at det kan gå galt i både parforhold og mellem
familiemedlemmer, når hverdag eller kriser melder sig. Ligesom det også kan
blive afspejlet i vores børns væremåde over for andre og problemer med
venskaber. For ofte støder de relationelle kulturer sammen, sådan at den ene
rækker ud, beder om hjælp, overhjælper den anden og ’klarer det hele’, mens den
anden bare passer sig selv, ikke beder om hjælp til det egentlige problem og
ikke forstår, hvad der foregår.
Selvopfyldende profetier
Men omgiver vi os med nogle fra vores egen relationskultur, kan vi opleve,
at begge tilgange bliver til selvopfyldende profetier. Dvs. jo mere vi rækker
ud og giver og modtager, des mere modtager vi og får overskud til at give
tilbage. Og omvendt: Jo mindre vi rækker ud og giver noget – og her mener jeg
også af os selv – des mindre får vi tilbage – også på lystkontoen til at give
til andre.
Terapeutens råd
Men hvad er så terapeutens råd, vil du måske tænke? Ja, det er både at
række ud og bede om hjælp, og at hjælpe andre, når de rækker ud. Men-men-men,
du skal ikke give mere, end du kan, for så er der risiko for, at du kommer til
at føle, at nogen skylder dig noget. Omvendt giver det en dejlig følelse at
hjælpe andre, når de virkelig har brug for det. Og når det handler om selv at
række ud, kan det være rigtig svært for nogen, da der jo er en risiko for at få
et NEJ! Og den frygt er helt reel. Men måske du kan begynde et sikkert sted med
en person, der har tilbudt dig hjælp tidligere, men som du ikke har taget imod.
At forholde sig konstruktivt, frugtbart og åbent over for relationer er et livslangt og til tider krævende projekt. Ligesom det at opbygge, vedligeholde og genopbygge dem også foregår gennem hele livet. Men når det lykkes, er der intet, som kan bidrage så meget med livsglæde som netop det – vores relationer!
