De fleste af os ved det godt … Det er vigtigt at komme ud af vores comfort-zone, hvis vi gerne vil udvikle os, afprøve nye ting eller opleve en betydningsfuld forandring.
Men det kan føles rigtig svært. Og vække uro og ubehag.
Vi mærker det, fx når vi skal noget, vi ikke plejer, når vi kommer i kontakt med en stærk og ubehagelig følelse, når vi skal have en svær samtale eller noget fjerde.
Fælles for eksemplerne er, at de netop kan vække ubehag og uro, som kan få os til at undgå dem og fremkalde vores flugtinstinkt.
Men i stedet for at blive slugt af ubehaget, kan vi prøve at anerkende, at det er helt naturligt og ret menneskeligt at føle uro, når vi skal noget, vi ikke er trygge ved, og derfor instinktivt vil væk fra både ubehaget og uroen.
Så det kan være rigtig frugtbart at lære at være med det ubehag – og det kræver øvelse og mod.
Måske kan du begynde i det små med dette:
- Sans og anerkend den uro og det ubehag, du fornemmer i kroppen – måske du ovenikøbet kan sige højt til dig selv: ”Nu mærker jeg anspændtheden og uroen i min mave, som en knude og lidt kvalme, der presser op mod mit bryst’ og ”Den sansning forbinder jeg med frygt og en lyst til at …”.
- Giv så dig selv lidt omsorg i form af fx nogle dybe vejrtrækninger, at bevæge eller ryste kroppen, og mind dig selv om, hvorfor det er vigtigt for dig at gøre det, der føles så svært.
- Og sig så til dig selv: ”Ubehaget betyder ikke, at jeg skal lade være med at gøre det, jeg gerne vil. Det betyder, at jeg er i gang med at udvikle mig selv, og at jeg er modig, fordi jeg gør det”.
Lige nu udfordrer jeg mig selv på både ubehag og uro, da jeg er i gang med at tage endnu en uddannelse. Så tro mig – jeg ved godt, hvordan både fornemmelserne og følelserne kan få én til at mærke lysten til flugt. 😉
Og husk så: Der kan være værdi i ’at kæmpe’, men det er ikke alle ’kampe’, der er værdifulde!
Du vil måske også synes om artiklen ’Kender du 5-4-3-2-1 beroligelsen?’